Matthew “Inferno” Parker – Little Green Horse

A: Magic; B: Attributes; C: Skills; D: Elf; E: Money

Fødselsdato: 16. februar 2056 (han fylder 19 i det år vi starter).

Baggrund

Del 1

Matthew Parker blev født i 2056 ind i en lavere middelklasse familie i de nordlige forstæder til New York (mor: Helen Parker, Elf, 2029; far: Erik Parker, human, 2031). Trods familiens få midler var de første år af hans og hans storesøster (Madison Parker, Elf, 2053) barndom stabil og lykkelig med kærlige og omsorgsfulde forældre.

I hans 7. leveår blev hans mor imidlertid ramt af cancer og døde. Det påvirkede familielivet drastisk, og selv om det var slemt for børnene at opleve en syg mor som hurtigt sygnede hen for til sidst at måtte give op, påvirkede det deres far endnu mere; det var som om noget bristede i ham. I de gode stunder viste han ligegyldighed over for børnene, I de slemme had og ondskab – næsten som om han beskyldte dem for moderens død. I de næste par år levede børnene i under farens tiltagende psykologiske terror, hvor de mindste fejltrin blev straffet med tæsk – eller hvis han var i det ”rette” humør med mere udspekulerede diabolske og sadistiske straffe, som at blive lænket fast i en mørk kælder flere dage i træk.

Da Matthew var omkring 9 år gammel kom hans søster, der på det tidspunkt var tolv, i puberteten, og hun begyndte at udvikle kvindeformer. Dette ændrede langsomt den måde faren behandlede hende på, for han begyndte at tage på hende og dette udviklede sig snart til det, der var værre – så mens han tvang Matthew til at se på det, voldtog han hende gang på gang.

Efter et par år begyndte faren at invitere fremmede mænd til huset, hvor han mod betaling lod dem udnytte Madison. Nogle af disse udviste også interesse for Matthew, og uden yderligere betænksom begyndte faren derfor også at lade dem udnytte ham – mod betaling selvfølgelig.

Det var dog som oftest søsteren det gik ud over, og mens de gruopvækkende begivenheder stod på gemte Matthew sig sammenkrøbet i et mørkt loftshummer. Det var her, at han pludselig en dag så et syn; en stor gennemsigtig svagt lysende ulv. Den talte til ham og kaldte ham ved hans navn. Den fortalte ham, at han besad nogle kræfter i hans indre, og at den var kommet for lære ham at bruge dem. Matthew spurgte ulven, som hed Alo, og som udstrålede en ro og varme, der fik ham til at føle sig tryg, om den kendte hans mor, og om det var hende der havde sendt den til ham – det svarede ulven hverken be- eller afkræftende på.

Over de næste måneder lærte ulven Matthew i hemmelighed en masse om magi. Matthew fortalte sin søster om ulven, men siden hun ikke kunne se den troede hun ikke på ham. Der var dog stadig et stykke vej til at han kunne mestre konkrete spells, og han kollapsede tit af anstrengelse – også fordi hans krop konstant var udmagret og træt på grund af mangel på mad, seksuel udnyttelse, tæsk og prygl.

En nat i hans tolvte leveår fik huset besøg af nogle mænd i fint tøj, som gav indtryk af at de var kommet langvejs fra, for at ”more sig” med to kønne elverbørn. Matthew smuglyttede mens faren forhandlede med dem, og hvad han hørte fik hårene til at rejse sig i nakken og gulvet til at forsvinde under benene på ham; mændene tilbød en sum som var langt højere end normalt for underholdningen, og grunden var, at det de havde tænkt sig at gøre mod børnene ville betyde, at faren aldrig ville kunne sælge dem igen – og det der var virkelig satte prikken over i’et var, at de ”nok skulle tage sig af kroppene bagefter”. Han skyndte sig oven på for at få fat i sin søster, så de kunne forsøge at slippe væk. Men mens han panisk fortalte hvorfor, dukkede faren og mændene op – det var for sent. Nogle af mændene førte Madison ind i et andet rum og lukkede døren, mens resten blev hos Matthew. Faren forlod dem. Da han lukkede døren indtil rummet sendte Matthew ham et bedende blik, som blot blev mødt af kolde og ligegyldige øjne.

Der er ingen grund til at gå detaljer med, hvad mændene udsatte Matthew for – det er nok at sige, at han oplevede pinsler, som han aldrig havde oplevet før og skreg og tryglede, som han aldrig havde gjort før. Da han til sidst var ved at glide væk og forsvinde fra denne verden, så han Alo for sit indre, og den ligesom fyldte ham med energi og gav ham et adrenalin kick. Han slog øjnene op og stirrede ind i ansigtet på en af mændene, der lå hen over ham med hænderne om hans hals. Med al den styrke han kunne mønstre forsøgte Matthew at skubbe ham af sig og med et blev hans hænder omgivet af flamme,r der straks omsluttede manden, som med det samme rejste sig og løb skrigende rundt i rummet, hvor han nåede at antænde gardiner og møbler for han kollapsede på gulvet – og stoppede med skrige. Den anden mand, gjorde store øjne, men kastede sig mod Matthew – halvvejs i luften blev han dog ramt af en ny ildkugle, skudt afsted af Matthew, og også han faldt livløs om på gulvet. Uden yderligere betænksomhed kom Matthew på benene, og løb hen og hev døren op. Ude på afsatsen var hans far på vej op af trappen for at se hvad det var for et spektakel, men han stoppede brat op og måbede da han så sin søn komme ud af sit rum, med ild om hænderne. Matthew ænsede ham knap. Han rev døren til sin søsters rum op og blev mødt af en af mændene, der havde slæbt afsted med hende og som var på vej ud for at se hvad der foregik. Uden omsvøb skubbede Matthew til ham af al sin kraft, og straks blev manden omsluttet af flammer. Den anden mand i rummet, som lå overskrævs på Madison, så forfærdet ud. Matthew kommanderede ham til at rejse sig, hvilket han gjorde, og straks han var kommet væk fra Madison bombarderede han ham med en ildkugle. Faren, der var kommet op på afsatsen gav han Matthew en gevaldig lussing, som næsten slog drengen omkuld og han begyndte at råbe Matthew hysterisk ind i hovedet. Matthew kiggede koldt og roligt på ham, og lagde så en hånd på farens brystkasse. Det var som om tiden stod stille mens flammerne blussede og omsluttede faren, hvis råben forvandledes til forbavselse og så forfærdelse – og så skreg han igen, men denne gang i smerte og pinsel indtil han faldt om på afsatsen. Livløs.

Matthew hjalp Madison på benene og sammen skyndte de sig at samle deres få værdier – og de kontanter faren havde fået i forskud af mændene – og flygtede så ud af det brændende hus.

De forpinte og forhutlede børn var fri.

Del 2

Naboerne, der var ”uvidende” (enten fordi de var blevet truet eller betalt) om de ting der de sidste år var foregået i huset, kom hurtigt til, og fik taget vare på børnene, som udtryksløst stod og betragtede det brændende hus. De blev gennet ind i et af nabohusene og der blev ringet til myndighederne. Da de sad der og ventede på deres skæbne, listede Madison sig ud mens naboerne var travlt beskæftige med at se på det brændende hus, og blive enige om at ”ja, sådan måtte det ende”. Hun gravede deres værdigenstande ned i naboens baghave under en syrenbusk, og listede så hurtigt tilbage i sofaen.

Myndighederne kom. De fik aldrig ud af børnene helt præcist, hvad der skete den nat. De foregav at de ikke selv helt var klar over, hvad der var sket, og fortalte at mændene indbyrdes var kommet op og skændes og slås – vistnok over hvem af dem, der skulle gøre hvad mod børnene. En af mændene var så begyndt at skyde med ildkugler mod de andre, men var til sidst selv blevet fanget i ilden. Derefter var det lykkedes børnene at undslippe. Hvad enten historien var sand eller ej, var det klart at de var arrede på krop og sjæl, og at man ikke uden videre kunne placere dem hos en plejefamilie – der skulle mere professionel hjælp til. Derfor blev de placeret på en semi-lukket institution for uligevægtige børn og unge – The Hempstead Youth Rehabilitation Center.

Det vigtigste ting, der bør noteres fra tiden i centeret er følgende:

– Centeret var kønsopdelt, så til børnenes store fortrydelse kunne de kun se hinanden til måltiderne i den fælles kantine.

– Både Matthew og Madison gik i terapi hos hver deres psykiater, og det hjalp dem til en hvis grad med at komme overens med deres fortid – mere Matthew end Madison. Matthews psykolog (Charles Goldberg, human, 2019) var flink, rar og tålmodig og Matthew knyttede sig en del til ham.

– Ved et tilfælde opdagede en læge ved et rutinetjek at Erik Parker ikke var børnenes biologiske far, da den blodtype børnene har ikke kunne lade sig gøre ved at kombinere Helen og Eriks blodtyper (Børnene er B, Helen var O og Erik var A). Børnene fik dette at vide, og mens Madison reagerede med ligegyldighed og apati (hun var generelt overvejende apatisk og verdensfjern i hele denne periode – ikke mindst på grund af de anti-depressive og anti-angst piller hun fik), reagerede Matthew mere følsomt; han var på den ene side mærkelig lettet over, at det ikke var hans biologiske far, der havde udsat ham og hans søster for de grusomme ting, mens han på den anden side blev ramt af en indre og dybfølt vrede mod sin biologiske far, for han kædede det at han havde forladt børnene og deres mor (og ”hvorfor havde han i det hele taget det?”) sammen med, at han så havde overladt dem i hænderne på Erik Parker – og Matthew rationaliserede derfor (og gør det til dels stadig), at faren var direkte medskyldig i børnenes skæbne.

– I den sidste halvdel af opholdet i centeret bliver Matthew introduceret for og udvikler et svagt misbrug af den euforiserende substans Zen. Stoffet smugles ind og sælges i smug i centeret. Matthew finder ud af, at han kan købe sig til det vha. ”seksuelle ydelser” hos en af pusherne (Jack Vance, human, 2054). ”Transaktionerne” er hemmelige, for Jack ”er ikke homo”, han ”skal bare have tilfredsstillet sine behov”. Matthew så det som rene transaktioner og tænkte ikke så meget over og var i det hele taget ligeglad med om det var ”homo” eller ej.

– ”Ånde-ulven” Alo kom stadig til Matthew i denne periode, men primært om natten, når han var alene. Den hjalp ham til at forstå de ting han havde gjort med ilden, og fortsatte hans træning og oplæring i magi.

– Både Matthew og Madison blev diskrimeret (verbalt og en sjælden gang i mellem fysisk, uden det dog udmøntede sig i noget rabiat) i centeret på grund af at de er elvere. I pigeafdelingen var der et par andre pige-elvere, som Madison derfor mestendels var sammen med. I drengeafdelingen var Matthew dog den eneste elver, og han udviklede derfor lidt påtvungne enspænder-tendenser.

– Matthew oplevede sin første forelskelse i centeret – selv om det dog første senere gik op for ham at det var forelskelse – da en ny dreng ved navn Jonathan (Jonathan Crane, human, 2055) dukker op det sidste halve års tid Matthew er i centeret. Jonathan, som var i centeret på grund af angstanfald og selvmordstanker, var også lidt af en enspænder, men han lod ikke til at have de store forbehold overfor elvere, og de to drenge knyttede hurtigt et tæt bånd og venskab.

– Efter et par år (da han var 14) på centeret kom Matthew til at afsløre sine magiske egenskaber. Jonathan var kommet i klammeri med nogle af bøllerne på centeret over en uskyldig ting, og de begyndte at være truende mod og prikke til ham. Matthew kom til og sagde de skulle lade ham være i fred, men det gjorde det kun værre. ”Bland dig uden om,” fik han at vide, og et par af bøllerne stillede sig i vejen (Matthew nød en hvis form for sikkerhed, for pusheren Jack og hans slæng, holdt en hånd over ham – mest for at han ikke skulle sladre og udstille Jack – men det betød, at bøllerne som regel ingen interesse havde i at genere Matthew – med Jonathan var det dog en anden snak). Sekundet efter smadrede anføreren, et teenage muskelbundt af en ork, en knytnæve i kæben på Jonathan. Slaget var så hårdt at Jonathan væltede omkuld, og spyttede blod og en tand ud. En af de andre hjalp Jonathan på benene igen, og holdt ham med hans hænder bag på ryggen. ”Lad ham så for helvede være!” rasede Matthew, men anføreren smilede skælmsk til ham, og uddelte så to hårde knytnæveslag til Jonathans mave. ”Så er det kraftedeme nok”, hvæsede Matthew og uden rigtig at ville det, dukkede flammer op om hans hænder. Bøllerne der stod foran Matthew gjorde store øjne og bakkede lidt væk, og det åbnede en mulighed for Matthew. Han strøg ind mellem dem og hen til anføreren, som stod med ryggen til, og endnu ikke havde opdaget noget. Matthew vred ham rundt og lagde en flad flammeomsluttet hånd på hver side af anførerens ansigt, og hvæsede; ”Nu lader i ham saterneme være!”. Anføreren skreg i smerte og faldt om på gulvet med hænderne til ansigtet, og resten af bøllerne forduftede.

Optrinnet fik flere konsekvenser: For det første var der ikke længere nogen der generede Matthew (eller Jonathan), med undtagelse af onde blikke (eller nervøse og bange blikke, som var generende på deres egen måde), og alle undgik og gik i en stor bue uden om de to drenge. Jonathan virkede heldigvis mere nysgerrig end bange overfor Matthews evner, og om noget knyttede optrinnet dem mere sammen end det skilte dem ad. – For det andet var centerets ledelse i tvivl om hvad de skulle stille op; det var (er) som sådan ikke ulovligt at besidde magiske evner, til gengæld er det ulovligt at skade andre med dem, men på den anden side handlede Matthew i en slags selvforsvar. Normalt gjorde man det, at når et af børnene forvoldt forsætlig skade på et andet barn, ville de få en advarsel. Spørgsmålet var om dette hørte under denne paragraf. – For det tredje; Mens ledelsen overvejede og voterede blev Matthews psykiater suspenderet, for Matthew havde allerede betroet sig til ham om sine evner, og psykiateren havde (med belæg i sin tavshedspligt) ikke informeret ledelsen, og det mente de var forsømmelse af hans hverv. – For det fjerde valgte Jonathans forældre at overflytte Jonathan til et andet center, da de hørte om hændelsen. Det skar dybt i hjertet på Matthew, da de skiltes.

Matthew var frustreret og desillusioneret over konsekvenser og det hjalp ikke at han slet ikke kunne sammen med den ny psykiater (Rose Hildemann, human, 2037), som var nedladende og havde svært ved at skjule sit mishag mod at Matthew var elver OG besade magiske kræfter. Hendes første opgave var tydeligvis at vurdere hvor ”farlig” han var, så ledelsen nemmere kunne tage en beslutning. Hans søster var sit normale apatiske jeg, men hun såede dog en tanke i Matthew, da hun henkastet sagde, at de skulle forlade centeret og tage til New York.

Efter en uges tid blev Matthew kaldt til en samtale. Til stede var hans ny psykiater, centerets leder (Mathilda Swajnsen, human, 2028), to mænd (en yngre elver og en lidt ældre) i fine jakkesæt og en yngre kvinde i et fint forretningssæt. De tre ukendte personer blev introduceret som repræsentanter for en stor virksomhed ved navn Mitsuhama. De var alle meget smilende og meget venlige. Det var elveren (Adam Southpaw, elf, 2031), der snakkede mest – sikkert fordi, de så troede, at det ville skabe en ubevidst velvillighed hos Matthew. De var meget interesseret I at Matthew skulle komme og arbejde for dem, og han kunne komme og bo hos elveren og kvinden. Virksomheden havde en stor afdeling for magi hvor Adam selv arbejde. Matthew ville få en masse ligesindede han kunne lære af, og adgang til bøger og materialer om magi. De sagde at han kunne tænke over det, og de ville komme tilbage om en uge og høre hans svar.

I løbet af de næste dage overvejede Matthew for og imod – og han var mest imod; der var noget falsk over disse forretningsfolk, og han var i det hele taget ikke særlig interesseret i at sidde med snuden i bøger og læse om magi eller have undervisning om det (den ”mondæne” undervisning de havde i centeret hang ham allerede langt ud af halsen). Derudover pressede psykiateren og pædagogerne alt for meget på for at han skulle acceptere tilbuddet – de ville tydeligvis gerne af med ham, og det kunne han mærke, så det havde den helt modsatte effekt. Og til sidst havde de ikke svaret hverken for eller imod, da han havde spurgt dem om han kunne få sin søster med, men han kunne fornemme på dem, at de ikke var særlig interesserede i det forslag.

Det der fik ham til at tage en beslutning var da psykiateren talte lidt over sig, og gjorde det klart, at i sidste ende havde han i virkeligheden ikke noget valg; ledelsen havde sammen med hende besluttet, at han var klar til at forlade centeret og komme i pleje – og nu var der endda en ressourcestærk plejefamilie, der gerne ville tage imod ham. Myndighederne ville ingen problemer have med at godkende planen – og hvis de skulle have nogle skrupler, besad Mitsuhama mere end rigelige midler til at smøre hjulene. Beslutningen var selv sagt at stikke af!

Han fik Madison med på ideen, og den følgende nat stak de af med de få ejendele de havde. Det var ikke noget større problem at slippe ud af centeret, som trods alt ikke var et decideret fængsel. Desuden havde Matthew lært noget magi, der kunne få folk til miste bevidstheden. Så uden at gøre al for megen skade på hverken inventar eller personale stak de af og flygtede fra centeret, der havde været deres hjem de sidste 3-4 år.

Ved at blaffe og bruge nogle af de få penge de havde, vendte de tilbage til deres gamle kvarter den følgende regnvåde nat. Den udbrændte ruin af deres tidligere hjem stod der stadig. Ingen havde åbenbart købt eller i hvert fald valgt at renovere, eller rive huset ned endnu. Det var en ambivalent følelse at være tilbage; på den ene side vagte det minder tilbage om en skrækkelig tid, men på den anden var det forløsende at de kunne være der, uden det længere var det fængsel det engang havde været. De rodede lidt mellem ruinerne, men alt hvad der måtte have været af værdi der, var blevet fjernet. Til gengæld var de værdier Madison havde gravet ned under syrenbusken i naboens have der stadig. Der var nok kontanter til at de kunne klare sig et lille stykke tid. De tog et sidste kig på ruinhoben, omfavnede hinanden og begav sig mod New York.

Del 3

I New York fandt Madison og Matthew et forholdsvist billigt motelværelse på Manhatten. Matthew var nu 16 år og Madison var 19. Det var ikke et særlig pænt kvarter og miljøet var ret hårdt, så de forsøgte at holde sig lidt for sig selv. Da pengene var knappe begyndte de snart på mindre rapserier i kiosker og supermarkeder. Madison blev det hurtigt mere og mere uligevægtig, da hun ikke længere fik sine piller, så det var snart op til Matthew alene, at være ”skaffedyr”.

Han fik den ide at det stof han havde taget i centeret – Zen – måske ville hjælpe Madison til at slappe mere af. Der gik ikke lang tid med at opsnuse en pusher, og Matthew vendte tilbage til motellet med et par doser af rusmidlet. Efter et par dage og et par fixes begyndte det at hjælpe på Madisons tilstand – i hvert fald var hun ikke så ramt af angst og depression, til gengæld var hun mere virkelighedsfjern.

Madisons misbrug tog stille og roligt til, og Matthew kunne næsten ikke følge med. En dag han kom hjem, var døren ikke låst, og da han åbnede den for at gå ind blev den samtidig åbnet indefra og en fremmed mand kom ud. ”Hey kid”, sagde han, lynede buskerne op og gik forbi den måbende Matthew, som svarede med et ”Hvad fanden!”. Han kastede bange et blik ind i værelset, men hans søster lå uskadt på sengen næsten uden tøj på og værelset så ellers ud som da han havde forladt det tidligere på dagen. ”Jeg har løst vores pengeproblemer,” sagde Madison og kastede med hovedet i retning af natbordet hvor der lå en lille stak sedler. Matthew var meget imod at hun prostituerede sig selv, og de diskuterede længe. Til sidst vandt Madison, så længe hun lovede at hun kun gjorde det, når han kunne være ude på gangen imens, så han hurtigt kunne hjælpe, hvis der skulle opstå problemer.

Det kom snart en af de lokale pimps (Billy ”the Shark” Newman, orc, 2043) for øre, at der blev bedrevet konkurrerende virksomhed ”under hans tag”. Så bakket op af et par brutaltudseende bodyguard troppede han op, og fik ”forhandlet” sig frem til, at Madison nu hørte under ham – til gengæld sørgede han for sikkerhed, betalt logi og mad – og Zen. Han tilbød også Matthew ”et job”, for sådan en ”ung og smuk elverknøs” var der gode penge i. Matthew var dog ikke interesseret.

Matthew var selvsagt fortvivlet over den situation de kommet i, men han kunne ikke hamle op mod Billy – og Madison synes at det var alletiders, og ville ikke høre tale om at stikke af. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men besluttede sig for at være der for hende så meget han kunne og beskytte hende – og stadig være på gangen, når hun havde kunder – og ellers se tiden an for at se om en chance for at ændre tingene ville dukke op af sig selv.

Del 4

Matthew begyndte at hænge ud på en bar/natklub (The Poisonous Hornet) i nærheden. Han var nu 17 år – langt fra nok til at han egentlig måtte være på natklubben, og da slet ikke købe alkohol, men stedets ejer (William Acker, elf, 2023) tog ikke den slags ting så tungt. Her mødte han en del forskellige typer og faldt i snak med en del af stamgæsterne – og blev over de næste måneder selv en af dem.

En aften fejrede en lille flok af stamgæsterne – en gruppe runners – at en fra deres team var kommet ud af fængsel, og da Matthew tit hang ud med dem, kaldte de ham over og inviterede ham til at deltage i fejringen. Den løsladte var en yngre mand ved navn Adrian (Adrian Venruki, human, 2051) og han og Matthew lod til at gå godt i spænd med det samme – så godt at Matthew endte med tilbringe natten i Adrians lejlighed. Fra da af var de to uadskillelige. Adrian tog Matthew med over hele byen og introducerede ham for en mængde forskellige folk og steder – bl.a. hans søster Kayden (Kayden Lee Venruki, human, 20??), som de hang en del ud med, og som Matthew også begyndte at få et nært forhold med – det pinte ham i hemmelighed, at hans forhold med Kayden var bedre, end det var med hans egen søster. Men det var en glad tid for Matthew, og selv om han måske ikke ville indrømme det, var han nok inderst inde glad for at han Adrian (og Kayden) trak ham væk fra livet med Madison – men samtidig plaget af dårlig samvittighed, for han syntes at han svigtede hende. Når han besøgte hende, gav hun gennem sin altid narko-påvirkede tilstand udtryk for at hun havde det fint, der hvor hun var – hun var ikke interesseret i at ”flygte” eller ”stikke af”. Det smertede Matthew, at hun valgte dette liv, men han ville heller ikke tvinge hende – og forstod ikke dengang, at hun var fange af sin stof-afhængighed og den ”tryghed” hun trods alt følte hendes pimp og hans slæng gav hende.

En dag han besøgte hende (han var nu 19), følte han sig alligevel nødsaget til at handle. For det første var hun tydeligvis blevet gennembanket – det var ikke unormalt at hun havde lidt knubs, når han besøgte hende, men dette var langt værre. For det andet var hun så høj, at hun var næsten helt væk – han kunne nærmest ikke komme i kontakt med hende. Han fik dog ud af hende, at det var hendes pimp – Billy – der havde tæsket hende godt og grundigt, for han var træt af at hun altid var så stjernehøj, at hun ikke kunne ”passe sit job”. Da besluttede Matthew at han måtte have hende væk derfra – og da han sagde det til hende, sagde hun for første gang ”Ja. Få mig væk herfra Matthew.”

Men Matthew kunne ikke klare det alene; Billys slæng var at finde overalt i motellet, for Billy havde gjort det til sit i løbet af de sidste par år. Han klagede sin fortvivlelse til Adrian, som lovede sammen med sit runner team at hjælpe – og Kayden ville også hjælpe. De kom nemt ind på motellet og fik fat i Madison, men da de ville gå spærrede Billy og hans håndlangere dem vejen – ingen skulle komme og stjæle Billys ”ejendom”. Som forventet ville de ikke slippe derfra uden kamp, og i en regn af kugler, knive, sværd og magi kæmpede de sig langsomt ned mod lobbyen. Der måtte have været nogle hemmelige bagtrapper og gange i motellet, for pludselig stod Billy der. Matthew og Madison havde trukket sig ind på et værelse for at være i dækning. Madison sad udmattet på gulvet lænet op af væggen, og Matthew havde netop kigget ud for at se om kysten var klar. Men da han vendte sig om kiggede han ind i ansigtet på en ondtsmilende Billy, der straks pressede en taser ind i siden på ham, og skød lammende elektriske impulser gennem ham. Mens han lammet sank i knæ, trådte Billy hen til Madison og skar hendes hals åben. Mens blodet og livet fossede ud af Madison fangede hun og kiggede intenst Matthew i øjnene – og så blinkede hun – som for at sige ”Det er ok Matthew” – og så faldt hun sammen på gulvet. I det samme fortog lammelsen sig i Matthew, og med sine lungers fulde kraft skreg han, og ligesom Billy trak en stor og tung pistol bombarderede Matthew ham med ild og lyn med al den styrke han kunne mønstre. Han tvang den brændende og skrigende Billy baglæns i værelset, og til sidst gav han ham et spark i brystkassen, så han væltede ud gennem vinduet og styrtede ned mod den hårde asfaltgade, og da han ramte den stoppede han brat med at skrige. I det samme kom Kayden ind i værelset, hendes øjne var våde og hun sagde kort ”Adrian er død”. Og sådan – lige med et – var de to vigtigste personer i Matthews liv væk. Han stod helt stille med åben mund og sagde ikke en lyd, mens tårerne løb ned af kinderne – han var totalt handlingslammet. Kayden kiggede rundt i rummet og gættede sig hurtigt til, hvad der var sket. Men hun fik også øje på deres redning for dér – lige dér – der var der en sprække i væggen – en hemmelig dør, som faldt i med tapetet og panelerne. Hun fik rusket gang i Matthew, og trak ham i retning af døren. Matthew rev sig løs. ”Min mors ring!” sagde han og bukkede sig ned ved Madisons døde krop og hev en ring af hendes finger, klemte hendes hånd, og skyndte sig så efter Kayden. Det lykkedes dem at slippe ud af motellet gennem de hemmelige baggange og –trapper, og derpå flygtede de fra stedet.

Matthew brugte de næste par måneder på at slæbe sig ud af sin sorg. Heldigvis havde han Kayden – og sammen var de en støtte for hinanden. Det knyttede dem til hinanden, og Matthew erklærede endda, at nu var Kayden hans eneste familie.

Personlighed

Matthew er for det meste total fokuseret på at leve i og klemme så meget han overhovedet kan ud af nuet. Det fører nogle gange til at det virker som om, at han har et dødsønske, for han kan finde på tage dumdristige, ikke-altid-gennemtænkte og uventede beslutninger, når han bliver utålmodig. Han handler ofte ud fra intuition frem for logik, og heldigvis lader intuitionen ham sjældent i stikken.

Han er nært knyttet til Kayden, og vil højst sandsynligt ”take a bullet” for hende, hvis det skulle blive nødvendigt. Derudover har han, selv om det ikke er så lang tid siden de har mødtes, allerede en semi-stærk tilknytning til de to andre i teamet (i hvert fald fra hans side – måske fordi han ikke har så mange relationer).

Han er udadvendt og har et talent for at virke sympatisk og kan nemt falde i snak med andre folk. Men samtidig har han et stærkt temperament og hidser nogle gange sig selv mere op end godt er. Derudover kan han nogen gange være temmelig bitter og melankolsk/deprimeret, indtil han kommer i tanke om (eller bliver mindet om) at han skal leve i nuet.

Han vil som oftest holde med ”the underdog”, og hvis han oplever uretfærdighed og/eller racisme er det ofte kun Kaydens hånd på hans skulder, der kan stoppe ham fra at blande sig.

En gang i mellem kan han finde på at forsvinde og gå sine egne veje og være væk i flere dage. Kayden ved at det enten er for at brænde energi af (hvilket tit vil betyde en bar/natklub-crawl eller lignende), for at han kan være alene med sine tanker (hvilket vil sige et fredeligt sted som en park eller en kirkegård) eller for at tage et skud Zen for at slippe væk fra det hele (på et motel eller hotelværelse et eller andet sted).

Udseende

188 cm. Sort halvlangt tjavset hår. Grønne øjne. Spidse ører. Adræt men ikke specielt muskuløs. Mindre tatovering på højre side af brystkassen, forestillende et kaotisk mønster af 6 linier, der flyver ind mellem hinanden (én for hver af de udskyd han har slået ihjel). Han bærer en ring på venstre hånds lillefinger med et ”intricate” mønster.

Mål

Matthew kan ikke helt beslutte sig for om han vil forsøge at finde og opsøge sin far eller ej – han er stadig vred på ham.

Matthew vil gerne opsøge sin mors familie – både for at lære den at kende og finde ud af hvorfor hans mor ikke havde nogen relationer til dem mens hun levede. Men også for at finde ud af om morens rings (som er magisk) aner ligger i hendes oprindelige familie.

Han vil gerne starte en organisation eller virksomhed eller sådan noget (han har ikke så meget forstand på forretninger), som skal have til formål at bekæmpe narko (i hvert fald stærk narko, for man skal jo ikke være en hykler, når man nu selv tager lidt en gang i mellem) og prostitution, men mest af alt misbrug af børn.

Han vil gerne – hvis han kan finde den rette måde at gøre det på – gøre livet bedre for de nederste i samfundet.

At få betalt en gæld til Gianelli familien på pt. 40k tilbage – det var New York grenen af familien der stod for at indkræve gælden. Joseph “Jack” Gianelli er ham der stod som bagmand på leverancen. Det eneste Matthew ved ved spilstart er, at han holder til i seattle i Puyallup området. Vist nok på en bar der hedder “Broken”. – OG at han nok ikke lader ham slippe fra sin gæld, selv om han er flyttet til Seattle. (Baggrund: Matthew var på et run da han ikke var ret gammel. De havde brug for en mage og han var godt nok lidt ung, men han sagde at det kunnne han sagtens klare. Runnet gik ud på noget beskyttelse af nogle drugs, der skulle transporteres. Det endte dog med at Matthew var skyld i at hele lortet brændte af.)

Qualities

Positive Qualities

Mentor Spirit (5 Karma): WOLF: Wolf is recognized as a hunter and warrior worldwide. He is devoted to the other members of his pack. As the ancient saying goes, Wolf wins every fight but one—the one that kills him. Wolf magicians are loyal to friends and family unto death. They do not show cowardice in battle, and their word is their bond. Similar Archetypes: Hunting, Fellowship.

ADVANTAGES: All: +2 dice to Tracking tests; Magician: +2 dice for spells, preparations, and rituals in the Combat category; Adept: 2 free levels of Attribute Boost (Agility).

DISADVANTAGES: You must succeed in a Charisma + Willpower (3) Test to retreat from a fight.

Everyone needs some help in life, even if it comes from someone relatively filmy and insubstantial. Mentor Spirit means the character follows a patron spirit (see Mentor Spirits, p. 320) that guides him in his practice of magic and provides certain advantages and disadvantages to his natural abilities. A character may change mentor spirits, but he may have only one mentor spirit at a time. To change mentor spirits, the character must first buy off the current mentor spirit as if it were a Negative quality. He can then purchase the quality again to follow a different mentor spirit. This cost represents the toll of divorcing from one mentor spirit and bonding with a new one.

Focused Concentration (8 Karma): Sustain one Force 2 spell without penalties.

Negative Qualities

Poor Self Control – Thrill-Seeker (Bonus: 4 Karma): It’s all about the rush. The character will always take the most dangerous and risky option in any situation if they don’t succeed at a Composure (2) Test. There is a slight payoff, as the adrenaline rush provides a +1 to their Initiative Score for 5 Combat Turns (meaning that is how long the bonus lasts, not that the character gets an additional bonus each turn).

Sin (Bonus: 5 Karma).

Addiction – Mild (Bonus: 4 Karma) / 1 dose or 1 hour of habit-related activity – Substance: Zen; Addiction Rating: 3; Addiction Treshold: 1: Mild cravings occur once a month for the character. If a character fails his Withdrawal Test, he suffers symptoms of withdrawal and must actively seek out and use the substance or engage in the activity to find relief. On a run, this could mean delaying plans that the runner team may have meticulously put together for a job, especially if the character is busy gambling with a bookie or slotting a BTL instead of being available for the run. While the character is suffering withdrawal symptoms, apply a –2 dice pool modifier to all of the character’s Mental-attribute-based tests (if psychological dependency) or to all the character’s Physical-attribute-based tests (if physiological dependency). If the character succeeds on his Withdrawal Test, the character does not suffer withdrawal symptoms and does not need the substance or participate in that habit until the character makes their next Withdrawal Test (in one month). He is able to stay clean for that month.