Log: 10-04-2011

23. august

Omkring 65 mil på vejen syd for Elfmeet mødte gruppen, en mindre karavane bestående af en husvogn og to andre vogne dækket med presseninger /lærred/læder/stof/something. Karavanefølget bestod af forskellige racer, men de havde alle sammen tilfælles at de havde mange tatoveringer og piercinger. 5 af dem var til hest/stridshest, mens der på hver vogn sad en fører og på husvognen en persontil iklædt kåbe fremfor rustning. Lederen af karavanen var en kvinde, og på hver side af hende fulgte to store ulve-lignende væsner – worgs.

Lederen spurgte gruppen om vej til Thunderspire Mountain, hvor karavanen åbenbart havde nogle “specielle varer”, som skulle leveres. Hvilke varer, der helt præcis var tale om, ville de ikke fortælle. Gruppen lagde mærke til at der hang kæder og manacles og sådan rundt omkring på vogne og heste, at en af førerne på pressening vognene hostede kraftigt uden at give en lyd fra sig, og at den ene af rytterne havde et helligt symbol for Torog godt skjult på sig. Gruppen fornemmede at noget var galt, og at det nok var en slave-karavane. Grond var klar til at ryge på dem og trak sine sværd, men Quillan fik talt dem ud af en konfrontation, som karavane-folkene vist heller ikke ønskede.

Derefter fortsatte de i hver deres retning, men da karavanen var kommet ud af syne stoppede gruppen og sidst på eftermiddagen vendte de om, og fandt snart frem til det sted, hvor karavanen havde gjort holdt for natten. Her benyttede gruppen sig af deres overraskelsesmoment, og efter en længere kamp fik de gjort has på det meste af slave-folkene – en enkel dragonborn nåede at flygte, og det samme gjorde de to worgs.

Gruppen rev presseningerne til side, og fandt rigtignok slaver i to metal-bure – og fandt ud af at en “silence” på de to vogne gjorde, at ingen lyde kunne høres fra slaverne (eller den hostende fører). Gruppen befriede slaverne, som var meget taknemmelige. De var blevet fanget/kidnappet fra forskellige steder sydpå – i yderkanterne af de civiliserede områder, eller som rejsende. Næste morgen skiltes deres veje – slaverne satte kurs mod nord mod elfmeet i slave-folkenes vogne og med deres heste (pånær en som Tharm nuppede, da den flygtende dragonborn, havde taget Tharm’s). Gruppen fortsatte deres færd mod syd.

25. august – aften

Gruppen ankom til Bhealach Inn. Dette er en stor kro, hvis fundament daterer tilbage til Neraths storhedstid, men som så meget andet blev den ødelagt under Hordens hærgen. Den er imidlertid blevet genopbygget af en dværg ved navn Renata Bhealach, og står nu som en mindre fæstning i vildnisset, omgivet af høje stenmure bygget i dværge-kvalitet og bevogtet af tungt bevæbnede dværge. Bag stenmurene er selve kroen, men her også forskellige små-håndværkere, som smedjer, tømrer, sadelmagere osv. Det siges desuden, at der i undergrunden dybt under den lille befætning findes en kobbermine, der drives af Bhealach familien.

Gruppen fik lidt info om Morhdew og Morhdew Keep af kroens bestyrer, hobbitten Findu Blondcurl (søn af Begor Blondcurl, som engang eventyrerede med Renata).

Morhdew var engang en storby og hovedstad i regionen nord for Vardar bjergene. Området blev regeret af Hertug Morhdew og hans familien bosiddende i Morhdew Keep.

Da Horden bølgede ind over landet, blev byen som så mange andre steder rendt over ende. Størstedelen af den befolkning, som ikke var flygtet, blev dræbt og byen blev plyndret, ødelagt og sat i brand. Mange af de overlevende vendte tilbage til byen da krigen var slut. De begravede de døde, og gik i gang med at rydde op og genetablere og genopbygge ruinerne. Desværre gik der ikke lang tid, før en ny fjende angreb byen. En ældgammel sort drage ved navn Dorucha og hendes hær – primært bestående af kobolds – overraskede og angreb på ny den tyndslidte befolkning (467 MA). Kun få slap væk og overlevede den blodige massakra, for Dorucha jagtede med dyb ondskabsfuld latter alle der forsøgte at undslippe. Derpå slog Dorucha og hendes undersåtter sig ned i byen, og dragen har siden regeret området. Siden er der kommet flere og andre monstre og humanoider til, men det er vist kun pga. at Dorucha leder byen med hård hånd, at alle disse grupperinger kan leve “fredfyldt” op ad hinanden.

Hvad der helt præcist er sket med og på keepet, står dog langt mere hen i det uvisse. Det siges dog at det nu er et dystert og hjemsøgt sted, og at der dybt i dets dungeons huserer magtfulde undeads.

Gruppen mødte også to personer (en mand og en kvinde, mennesker) fra en organisation som kalder sig Liberators, og det viste sig, at disse to faktisk var på sporet af den slave-karavane, som gruppen havde mødt. Liberators er en organistaion hvis primære mål er at befri slaver og skille verden af med de, der underkuer folk til et liv i trældom, så derfor var de meget glade for at høre, at det lykkes gruppen at gøre kål på de fleste af slave-folkene og befri slaverne. De fortalte også at organisationen ikke er helt så ressourcer stærk, så deres opgaver går oftest ud på, at opspore og finde frem til slaver, og de der holder dem, og når det lykkes, så hyrer de man-power i “nabolaget” til at klare de mere håndgribelige opgaver. Gruppen stillede sig gladeligt til rådighed for fremtidige “håndgribelige opgaver”, hvis det lige passede sammen og de var i nabolaget.

Inden sengetid fik gruppen handlet lidt med Bhealach dværgene, der i kroens kældre, har en mindre vault, men alskens gode sager, og de hilste endda på Renata selv. De blev dog ikke præsenteret, men hun sad i et hjørne og holdt øje med handlerne.

26. august

Gruppen fortsatte mod syd – først mod Morhdew og red så af og tog vejen til Ceffylstow mod syd-vest.

27. august

Gruppen mødte to handlende, på deres vej til Ceffylstow. En ældre mand (menneske) og en yngre kolbold (male). De kom kørende på en husvogn/sigøjnervogn trukket af to store heste, og belæsset med kasser, poser, sække, tasker osv. De stoppede og den ældre mand præsenterede sig selv som Fizzlestick og kobolden som Squeeks – rejsende handelsfolk – og gjorde det klart, at de gerne ville handle med gruppen. Gruppen havde dog, som nævnt, et par dage før fortaget en række handler med Bhealach dværgene, så de havde ikke så mange finanser tilbage, så det blev ikke til så meget andet end par “håndgranater” og healing potions, som Squeeks nøjagtigt vidste var i den store oppakning.

Inden deres veje atter skiltes gav Fizzlestick gruppen en lille “opgave”. Dagen før havde Fizzlestick og Squeeks mødt to ryttere med retning mod Ceffylstow. Fizzlestick genkendte den ene rytter; en stor muskuløs, arret mand (menneske) med klap for det ene øje. Den anden, en lille rottelignende half-orc mand, med spids næse, sammenklemte øjne og sort hår – inklusiv små sorte hår strittende ud af næsen, kendte han ikke. Den første hed Moran Amsil, og Fizzlestick havde stødt på ham for adskillige år siden i en anden by, og i følge ham var han en voldsmand og morder. Derfor bad Fizzlestick gruppen om at holde et øje med Amsil, når de kom til Ceffylstow og så længe, de var der – om han skulle være “up to no good”, og evt. tage nogle forholdsregler. Det indvillige gruppen i.

28. august – aften

Gruppen ankom til Ceffylstow efter endnu en lang dags ridt. Ceffylstow er en mindre by med omkring 200 indbyggere (300 hvis man tæller gårde og småbebyggelser i oplandet med), og ligger i området Ceffyl Plains. Ceffyl Plains befolkning består primært af mennesker, og de og deres land har en del tilfælles med Rohan fra Ringenes Herre. Det er et stolt folk, hvis hovederhverhv er hesteopdæt og landbrug. Selv om der findes andre områder og steder, hvor der også opdrættes heste, kan ingen matche sig med hestene opdrættet i Ceffyl Plains, og i Nerath Imperiets storhedstid, var der heller ingen, der kunne måle sig med deres kavaleri (der er der stadig nok ikke, men antallet af kavalerister er faldet drastisk siden storhedstiden).

Gruppen afleverede deres heste til staldknægten på byens eneste kro: Den Sorte Hingst – dog ikke uden, at han kiggede en ekstra gang på deres heste. Gruppen fik udleveret nøgler til deres værelser på 1. sal, men da de gik ovenpå for at indlogere sig overhørte de sidste del af en samtale, på 2. sal:

1: … ud til kloster-ruinen og aflægger rapport til Fyrst Xenon i nat. Du bliver her, og holder øje med tingene.
2: Men jeg tror Fyrst Xenon vil snakke med os begge.
1 (arrigt): Du skal ikke tro noget som helst! Husk på jeg er din oversatte, og jeg bestemmer!
2: Ja herre.
1: Smut så ned og hold øje med krostuen, og specielt med de nyankomne.

Derpå kom en rottelignende mand ned af trappen fra 2. sal – han skulede lidt til gruppen, men fortsatte hastigt forbi. Gruppen forbandt straks denne person, med det Fizzlestick havde fortalt, og sluttede at den anden person i samtalen måtte være Moran Amsil. De besluttede, at de ville udspionere kloster-ruinen om natten.

Mens gruppen spiste deres aftensmad kom rottemandens samtale-partner ned i krostuen, og han matchede præcist Fizzlesticks beskrivelse, så gruppen var nu sikre på det var Amsil. Han førte sig kommanderende frem – som om han ejede det hele, men gruppen foretog sig endnu intet. I stedet red de af sted da mørket faldt på, og gemte sig i buskads og krat ved ruinen.

Da fuldmånen stod på sit højeste dukkede Amsil op. Han børstede jord og skidt væk fra en lille del af gulvet i ruinen, og nogle runer hugget i en cirkel i stenene kom til syne. Derpå mumlede han nogle ord og kastede noget pulver ind i cirklen, og straks efter begyndte runerne at lyse og lyskegle kom til syne i cirklens midte. Ud af lyset trådte en person i en tung rustning – en drow. På hans skulder sig et lille blåt drage-væsen, der fløj ud i natten. Amsil bukkede for drow’en, og en samtale begyndte:

MA (Moran Amsil): Herre.
FX (Fyrst Xenon): Amsil. (kigger sig omkring) Hvor er Lyffan?
MA: Jeg lod ham blive tilbage i Ceffylstow, for at holde et vågent øje med tingene.
FX: Hmm.
MA: Jeg er tvivl om hvorvidt jeg kan arbejde sammen med Lyffan (spyttende), herre. Han er genstridig og stiller spørgsmål ved mine ordre.
FX: Lyffan er et yderst dygtigt og loyalt medlem af vores organisation. Han har vores fulde tillid.
MA: Men…
FX (vredt): Ikke noget men! I må se udover jeres interne små-problemer – jeres mission er det vigtigste.
MA (med skuffet/sur/misbilligende mine): Ja herre.
FX: Fortæl mig så hvordan det går i Ceffylstow.
MA: Vi har slået os ned i kroen, og (med overlegen mine) jeg har trynet kroværten lidt – så han rystede i bukserne …
FX (vredt): Du havde jo fået ordre på at I skulle holde lav profil!
MA: Men …
FX (afbryder): Hvis I skal have en chance for at infiltrere byen, nytter det ikke, at I straks skaber fjender og gør jeg negativt bemærkede!

I det samme fløj drage-væsnet tæt forbi nogle af gruppemedlemmerne og opdagede dem. Den gav et skrig fra sig og Fyrst xenon vendte sig hastigt rundt og kigger. Derefter vendte han sig sydende mod Amsil og råbte af ham, så spyttet stod ham om ørerne: “Din uduelighed har ingen grænser. Du har ikke været forsigtig nok, og vi har tilskuere i skyggerne. Tag dig af dem og vis dit værd!” Derpå kastede han en spell, så en mur af lyn dukkede op mellem ham og Amsil og de af gruppen, der var blevet afsløret, og forsvandt så ind i lys-portalen igen.

Gruppen kastede sig over Amsil, som var fuldstændig overrumplet, så selv om Lyffan (rotte-halc-orc’en) kom ud af mørket og hjalp, faldt han hurtigt for gruppens effektive angreb. Derpå flygtede Lyffan igen ud i mørket, og gruppen lod ham rende.

På Amsil fandt gruppen en halskæde med et vedhæng bestående en en simpel metal-ring. Gruppens lærde kunne afsløre, at dette symbol bruges af en megen hemmelighedsfuld organisation kaldet “the Dark Moon Society”. Ikke meget vides om organisationen, dens opbygning/medlemmer, mål, hvornår den er grundlagt eller hvorfor. Den opererer meget subtilt og bag kulisserne: den manipulerer og infilterer sig til magt og nogle tilskriver den stor magt, mens andre mener dens magt-position er ringe.

Derpå vendte gruppen tilbage til Den Sorte Hingst og fik sig en god nats søvn. Inden de tog af sted næste morgen fik de dog en snak med kroværten, Etalon Niroa (human male), der kunne bekræfte, at Amsil havde truet ham – sagt at han skulle holde øje med og fortælle om alt, hvad der foregik på kroen og i byen – forlangt at bo gratis på kroen osv osv. Så han var meget lettet over at høre, at gruppen havde uskadeliggjort ham. Gruppen opsøgte dog desuden vagtkaptajnen, og berettede hvad de havde oplevet, og vagtkaptajnen lovede at fortælle det videre til højere instanser.

Da gruppen ikke følte de kunne udrette mere i sagen, fortsatte de deres færd (d. 1. september).

Leave a Reply